Jysk/Fynsk Turnering, 2. runde, 27. oktober 2019

2. runde af årets Jysk/Fynsk Turnering blev spillet søndag i Herning. Efter at have avanceret fra en tæt første runde i Randers, hvor spillet var alt andet end imponerende, var der noget mere sikkerhed over avancementet til tredje runde, selvom der var flere tætte kampe.

Ud af fem kampe blev det til sejr i de fire, med det ene nederlag til ST 1, der vandt runden med maksimumpoint, og vi endte på en sikker andenplads med otte point - fire foran ST 3 og Beach Bowl, der også sikrede sig en plads i tredje runde.

Bundniveauet var relativt højt fra os i runden med 555 som laveste serietotal - i en kamp, der blev vundet med 14 kegler over Beach Bowl. Dertil kom sejre på 565-539 over ST 3 og 566-533 over Silkeborg Bowling Team, foruden en overlegen 651-544-sejr mod Fight. Det ene nederlag til ST 1 var ganske enkelt bare til et hold, der lavede mere end os - vores 614 blev overgået af deres 636.

Topscorer blev Klavs Tranborg Eriksen med 1119 kegler for de fem serier, med bl.a. to serier over 250 undervejs.

Tredje runde i årets turnering spilles den 4. januar.