1. division: Team Aarhus - BK Viking, 20. oktober 2019

Efter en hel sæson i ligaen og de første to kampe i 1. division i denne sæson uden sejr, blev den kedelige stime endelig brudt søndag i Aarhus Bowlinghal.

I en tæt kamp hentede vores 1. divisionshold under svære betingelser en 26-22-sejr over Team Aarhus, i en kamp der ikke bare bød på den første sejr til holdet siden starten af sidste sæson, men også for første gang bød på en serie, der blev vundet 8-0.

Vi var i god kontrol med kampen over de første tre serier, hvor det blev til sejr i syv af ni doubler. Desværre blev de to tabte doubler tabt med så mange kegler, at det også kostede keglerne i første og tredje serie, så vi "kun" var foran 16-8 midtvejs gennem kampen.

Fjerde serie blev en frustrerende omgang hvor spillet ikke fungerede og marginalerne gik os imod, og med serier tabt med hhv. 7, 12 og 20 kegler blev det en bitter 0-8 og udligning fra Team Aarhus.

Femte serie var en gentagelse af første og tredje med to vundne doubler, men et nederlag, der desværre var større end de to sejre, så det blev 4-4. I sidste serie samlede vi dog os selv godt op, og trods et nederlag til den ene double, blev det til en samlet sejr på keglerne på 99 kegler. 6-2 og samlet 26-22.

Topscorer blev Martin H. Trøjborg med 1086 kegler, mens Peter M. Jensen snitmæssigt sluttede bedst efter han kom ind i anden serie og samlede 938 kegler sammen på de sidste fem serier.

Trods sejren indtager vi blot niendepladsen i rækken med 64 point for tre kampe. Vi har dog en kamp i hånden i forhold til de øvrige hold, og med hhv. 14 og 18 point op til 8. og 6.-7. pladsen er der potentiale for avancement når vi på tirsdag spiller den udsatte kamp mod BK Outsiders. Den spilles kl. 18.45 i Viby.